Away We Go

”Den henvender sig nok mest til piger” fik man at vide, men man tænkte ”argh er det nu også rigtigt?”. Filmen Away We Go er instruktør Sam Mendes’s seneste film, og med hans tidligere film i baghovedet (blandt andet American Beauty og Revolutionary Road) tænkte jeg, at det ville være meget ulig Mendes at lave en decideret ”tøsefilm”. Er glad for at meddele, at jeg havde ganske ret. Away We Go er ikke en tøse-film, mest fordi gode film ikke kender noget køn.

Historien handler om parret Burt og Verona, der er 34 år og venter deres første barn. De beslutter sig for, at deres barn skal have det perfekte sted at vokse op, og tager derfor rundt i Amerika for at besøge de af deres venner, der har børn. De finder dog snart ud af at det med ”den lykkelige børnefamilie” ikke er så nemt endda at finde. Filmen er virkeligt godt skrevet, og humoren ligger 100 % i dialogen, der er utroligt skarp men ikke utroværdig. Skuespillet er i top, særligt fra hovedrolleindehaverne John Krasinski og Maya Rudolph, der er meget varme og lette at relatere til. De venner og bekendte som Burt og Verona møder på deres vej, er også godt spillede, og de er bedst, når man samtidigt får hovedrollernes reaktioner på, at de her sindssyge mennesker faktisk findes, med. Særligt skal Maggie Gyllenhaal næves. Hun spiller ultra-hippien LN (rigtige navn Ellen) og besøget hos hende og hendes mand, er uden tvivl en af filmens bedste punkter.

Filmen er alt i alt virkeligt god. Bare det, at det er lykkedes Sam Mendes at skabe en romantisk film, hvor parret i fokus aldrig betvivler deres forhold til hinanden, er faktisk meget imponerende. De er fuldstændigt lykkelige sammen, og alligevel fungerer filmen. Ud over det, er det en film der både gør en varm indeni, bringer et smørret smil til ens læber og efterlader en med noget at tænke over.