Away We Go

”Den henvender sig nok mest til piger” fik man at vide, men man tænkte ”argh er det nu også rigtigt?”. Filmen Away We Go er instruktør Sam Mendes’s seneste film, og med hans tidligere film i baghovedet (blandt andet American Beauty og Revolutionary Road) tænkte jeg, at det ville være meget ulig Mendes at lave en decideret ”tøsefilm”. Er glad for at meddele, at jeg havde ganske ret. Away We Go er ikke en tøse-film, mest fordi gode film ikke kender noget køn.

Historien handler om parret Burt og Verona, der er 34 år og venter deres første barn. De beslutter sig for, at deres barn skal have det perfekte sted at vokse op, og tager derfor rundt i Amerika for at besøge de af deres venner, der har børn. De finder dog snart ud af at det med ”den lykkelige børnefamilie” ikke er så nemt endda at finde. Filmen er virkeligt godt skrevet, og humoren ligger 100 % i dialogen, der er utroligt skarp men ikke utroværdig. Skuespillet er i top, særligt fra hovedrolleindehaverne John Krasinski og Maya Rudolph, der er meget varme og lette at relatere til. De venner og bekendte som Burt og Verona møder på deres vej, er også godt spillede, og de er bedst, når man samtidigt får hovedrollernes reaktioner på, at de her sindssyge mennesker faktisk findes, med. Særligt skal Maggie Gyllenhaal næves. Hun spiller ultra-hippien LN (rigtige navn Ellen) og besøget hos hende og hendes mand, er uden tvivl en af filmens bedste punkter.

Filmen er alt i alt virkeligt god. Bare det, at det er lykkedes Sam Mendes at skabe en romantisk film, hvor parret i fokus aldrig betvivler deres forhold til hinanden, er faktisk meget imponerende. De er fuldstændigt lykkelige sammen, og alligevel fungerer filmen. Ud over det, er det en film der både gør en varm indeni, bringer et smørret smil til ens læber og efterlader en med noget at tænke over.

Taking Woodstock

Taking Woodstock er Ang Lee’s nyeste film. Altså kommer der, fra manden der bragte os meget alvorlige film som Tiger på Spring, Drage i Skjul og Brokeback Mountain, en film om nok noget nær den gladeste og mest opløftende begivenhed fra det sidste århundrede. Og det er blevet en ganske udmærket film, det er det da. Tempoet er stille og roligt og meget Ang Lee, men i takt med at handlingen om drengen Elliot, der får bragt Woodstock festivalen til sin lille søvnige hjemby, kryber fremad, så kryber der langsomt et smil frem på ens læber over den varme og livsglæde, der udfolder sig på skærmen.

I rollen som Elliot ser vi Demetri Martin, som er et nærmest ukendt navn herhjemme, men hvis man kender ham, ved man at dette er en meget meget sjov ung mand. Til det skal der dog siges, at man ikke skal forvente den Demetri man kender fra det utroligt morsomme Comedy Central show Important Things with Demetri Martin, for dette er ikke den slags klaske-sig-på-lårene komedie. Hvad man til gengæld får, er en Demetri Martin, der viser, at han faktisk er en virkeligt god skuespiller, noget der altid overrasker når man har med komikere at gøre. Af biroller er der først og fremmest Imelda Staunton og Henry Goodman som henholdsvis Elliots fuldkommen sindssyge mor og hans meget varm og overbærende far, men den helt store scene-stealer er dog Liev Schreiber som den livskloge og tungt armerede transvestit Vilma, og man fryder sig hver gang han kommer på skærmen.

Alt i alt er Taking Woodstock en film der luner. Der er diverse fejl og mangler, blandt andet er plottet lidt tyndt og nogen af birollerne endnu tyndere, men kan man se bort fra det, og bare lade sig overgive til 60’er stemningen og musikken, så er det klart en film man bør sætte på en aften, hvis man synes er det nye årti er lidt kedeligt og koldt.